HVAD ER RAKU?

Raku er en måde at brænde keramik på. Raku betyder "rendyrket nydelse" eller "glædelige omstændigheder". Ifølge japansk historie opstod rakuteknikken efter en naturkatastrofe i det 15. århundrede.

Genopbygningen skulle gå hurtigt, og pottermagere i Korea fik til opgave at lave store mængder tagtegl. Fordi de skulle skynde sig, begyndte de med tang, at tage de varme tegl ud af ovnen.

Det gik godt. De opdagede, at teglene hverken fik revner eller gik i stykker. Grundet det høje sand-indhold i leret kunne teglene tåle det hurtige skift fra den varme ovn til den kolde luft.

 

Betegnelsen "raku" opstod først, da teknikken bredte sig i Japan til produktion af skåle til de zenbuddhistiske te-ceremonier.

Glasuren var ofte meget simpel og foden var uglaseret. Det var der, sjælen skulle åbne sig. En enkel hverdagsskål til det jævne menneske.


I dag er raku-processen stadig meget simpel. Det er spændende at se, hvad der kommer ud af processen. En simpel måde at brænde på, som giver mange oplevelser.

 

  

Det var amerikanere, med Paul Soldner i spidsen, der udviklede processen med at lægge de meget varme emner ned i en lukket beholder med brændbart materiale. Dette udvider farvespekteret på glasurerne.

 

Keramikeren Finn Lynggaard bragte i slutningen af 1960'erne rakuteknikken til Danmark.



LER

Leret, der bruges til raku skal have et højt indhold af sand, så det kan tåle det hurtige skift fra den varme ovn til den kolde luft, uden at gå i stykker.


ILD

Alle emnerne er forglødet i en el-ovn. Når vi i dag brænder raku, foregår brændingen udendørs i en gasovn med direkte gasindførsel i bunden.

I løbet af 10-20 min. er glasuren udsmeltet og de rødglødende keramikemner tages op af ovnen med lange tænger og viftes i luften for at få glasuren til at krakkelere.

 



LUFT

Dernæst lægges den stadig rødglødende keramik ned i en beholder med træflis eller et andet brændbart materiale. Her foregår der en underiltnings-proces, som ændrer farven på glasuren og får krakkelerings-mønstrene til at træde tydeligere frem. Underiltningen giver også leret den sortgrå farve, som er karakteristisk for raku.



VAND

Processen slutter med at keramikken kommer i vand og skures ren for sod. Nu træder de forunderlige farver og mønstre tydeligt frem.

 



Det er spændende at følge en rakubrænding, fordi man er i tæt kontakt med brændingen og ser og hører, når forvandlingen sker. Det rå ler med mat glasur bliver på uforudsigelig vis smuk, blank og skinnende.



Her er en af mine svampe på vej fra ovnen til reduktions-beholderen.

anne marie junge keramik rakubrænding faldsled
anne marie junge keramik rakubrænding faldsled